Nyheder:

VandCenter Syd går på opdagelse i vores overfladevand

Hvad sker der med det vand, der samler sig i byer på for eksempel veje, pladser og hustage før det løber ud i de nærliggende vandløb? Og hvor effektive er vores renseløsninger egentlig? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver stillet skarpt på i et nyt EU-projekt med VandCenter Syd i spidsen. 

Forurening af vandmiljøet som følge af nedbør og afstrømning er et af temaerne i EU’s handlingsplan for nulforurening (Zero pollution action plan). Derfor var det netop også eksempler herpå, som blev efterspurgt i en indkaldelse af projektforslag fra EU’s rammeprogram for forskning og innovation, Horizon Europe, i 2021 – og det faldt perfekt inden for VandCenter Syds kompetenceområde.

”Alt vand er jo ikke rent og især det vand, der kommer fra veje og pladser slæber nogle forureningskomponenter med sig,” fortæller Uffe Linneberg Gangelhof, projektchef i VandCenter Syd og fortsætter:

”Vi ved allerede meget på det her område, men gennem de senere år er man rent teknisk blevet i stand til at finde ud af, hvad der er i en vandprøve i stedet for, at man eksempelvis kun undersøger, hvor meget fosfor eller kobber, der er i. Langt, langt størstedelen af de stoffer, man finder, vil være fuldstændig harmløse, men der kan jo dukke overraskelser op.”

Det er netop buketten af forureningskomponenter, som kommer fra vandets rejse gennem byen, der skal undersøges i løbet af projektets tre år. Projektet, med titlen D4RUNOFF, er støttet af EU med 24,7 mio. kr., hvoraf 2,8 mio. kr. går til de syddanske partnere, der udover VandCenter Syd også tæller Odense Kommune. 

”Med projektet kommer vi til at se, hvor effektive vores renseløsninger er. Der vil dukke stoffer op, som vi aldrig nogensinde har målt for før, men med udviklingen i teknologien, kan vi nu finde dem,” forklarer Uffe Linneberg Gangelhof.

EU-projekt danner fundament

Det er ikke første gang, VandCenter Syd deltager i et EU-projekt. Sidst handlede det om at få tænkt fremtidens regn ind i byplanlægning, og derfor var det også naturligt at vende blikket mod vandkvaliteten i næste projekt.

”I det foregående EU-projekt lavede vi en masterplan for hele Odenses klimatilpasning. Derfor giver det også rigtig god mening, at vi i det nye projekt bygger noget mere viden ind omkring vandkvalitet, så vi også kan prøve at styre forureningen på den måde,” fortæller Uffe Linneberg Gangelhof og peger på, at projektet forhåbentligt kan bekræfte teorien om at mange af de forureningskomponenter, der er i vandet, bliver tilbageholdt i renseløsningerne, som det er tiltænkt. 

”Med de nye teknologier vil vi kunne se, om der er noget, der smutter igennem. Det betyder, at vi, inden vi for alvor begynder at investere i klimatilpasning, kan nå at tilpasse vores renseløsninger, så de også kan håndtere den slags.”

Foto: Mona Chor Bjørn. Vejbede som dette er et eksempel på den LAR-løsning (Lokal Afledning af Regnvand), der også skal arbejdes med i D4RUNOFF-projektet.
Foto: Mona Chor Bjørn. Vejbede som dette er et eksempel på den LAR-løsning (Lokal Afledning af Regnvand), der også skal arbejdes med i D4RUNOFF-projektet.

Uvurderlig viden fra samarbejdspartnere

Foruden VandCenter Syd og Odense Kommune, deltager Københavns Universitet og De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i projektet fra dansk hold. Hertil kommer en række udenlandske partnere fra Spanien, Frankrig, Italien og Portugal. For Uffe Linneberg Gangelhof og kollegaerne i VandCenter Syd er det vigtigt at have samarbejdspartnere med fra andre europæiske lande – særligt det spanske vandselskab Aqualia.

”Det giver rigtig meget at have en legekammerat med som Aqualia. De har 80 mio. kunder, og vi har 230.000, så det er utrolig spændende, at en koncern af den kaliber synes, det er interessant at lave forskning sammen med os. Det er vi meget beærede over.”

Den 1. september 2022 blev projektet officielt skudt i gang og udover godt samarbejde og muligheden for at sammenligne resultater på tværs af landegrænser, håber Uffe Linneberg Gangelhof, at projektet kommer til at bidrage med ny viden, som kan gøre partnerne til eksperter på området.

”Vi håber at blive bekræftet i, at vores renseløsninger virker på de parametre, vi kender – og på de parametre, vi ikke kender. Vi vil gerne være forberedt på det, vi ikke kender. Så projektet er et forsøg på at udvide vores viden på dette felt og dermed sikre, at de investeringer, vi laver, tager højde for så mange forureningskomponenter som overhovedet muligt.”

Det Syddanske EU-kontor har hjulpet VandCenter Syd godt på vej i ansøgningsprocessen ved blandt andet at præcisere, hvad der skulle lægges vægt på for, at projektet kunne klare sig gennem nåleøjet. 

”Det er dejligt at opleve, hvordan VandCenter Syd bruger EU’s tilskudsmuligheder strategisk til at udforske og lære samt netværke med europæiske kolleger i forhold til nogle af de fælles udfordringer og løsninger, der skal ruste Danmark og Europa til ændrede klimaforhold”, siger Thomas Jensen, konsulent på Det Syddanske EU-Kontors team for Energi, Klima og Ressourcer.

Vil du vide mere om EU-mulighederne på klimaområdet, er du velkommen til at kontakte Det Syddanske EU-kontors konsulenter på det grønne område her.

South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be

©2022 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy