Nyheder

Støtte til designvirksomheder: EU stiller skarpt på innovation i livsstilssektoren

Danske virksomheder inden for livstilssektoren har nu mulighed for at få støtte gennem EU-programmet WORTH. Med programmet håber EU at øge konkurrenceevnen i sektoren og hjælpe virksomheder, der udvikler bæredygtige produkter med at fremme deres forretning. 

Med WORTH-programmet er der godt nyt til innovative designvirksomheder med grønne ambitioner. WORTH er et EU-støtteprogram, som henvender sig til både virksomheder og selvstændigt erhvervsdrivende i livsstilssektoren, og der er op til 20.000 euro at hente i støtte. 

WORTH er et støtteprogram, som inviterer designere, producenter og tech-virksomheder til at arbejde sammen om at udvikle innovative designløsninger. Programmet har fokus på livsstilssektoren og støtter projekter inden for tekstiler, fodtøj, møbler, boligindretning, arkitektur, smykker, tilbehør m.m. 

Tilskud til innovation i livsstilssektoren

WORTH blev lanceret i 2021 og løber frem til 2025. I første runde opnåede 65 projekter støtte til blandt andet 3D-printede keramiksmykker, bæredygtige og naturinspirerede møbler og regntøj uden skadelig kemi. 

I den nye ansøgningsrunde er programmet på udkig efter innovative projekter med fokus på f.eks. cirkulær økonomi, bæredygtig produktion og forbrug, social innovation og inklusion, digitaliserede værdikæder og forretningsmodeller, avanceret digital fremstilling m.m.

Ifølge EU-konsulent Siri Bentzen kan programmet være en god hjælp for særligt mindre virksomheder, som drømmer om at videreudvikle deres forretning og deltage i internationalt samarbejde.

”WORTH II kan være en spændende mulighed for virksomheder og selvstændige i livstilssektoren, måske særligt de små virksomheder, hvor 10.000-20.000 euro kan gøre en forskel. I den nye runde er bæredygtighed og grøn omstilling nøgleord, og det er områder som mange syddanske virksomheder i livsstilssektoren går op i og er dygtige inden for.”

Mentorordning og træningskurser

For at modtage støtte til sit projekt, er det et krav, at man samarbejder med en partner fra et andet EU-land (Storbritannien er også inkluderet). I samarbejdet skal én partner have en designrolle, mens en anden skal have kompetencer inden for teknologi eller produktion. Programmet tilbyder hjælp til at finde den helt rigtige partner, hvis man har brug for det. Næste ansøgningsfrist er d. 15. februar 2023. 

Foruden støtten vil partnerne også modtage skræddersyet coaching og træningskurser, ligesom de vil have faciliteter til deres rådighed til udvikling af prototyper og nye materialer. WORTH hjælper også med markedspositionering gennem netværksaktiviteter og deltagelse i designmesser- og udstillinger. Vil du vide mere om dine muligheder for støtte gennem WORTH-programmet, kan du kontakte Siri Bentzen på srb@southdenmark.be

©2022 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy