Nyheder

Nyt EU-program: Digital Europe skal gøre Europa mere digitalt og grønt på samme tid

Digital Europe er netop lanceret og skal være med til at imødekomme nutidens “the twin challenge”: Hvordan bliver Europa mere digitalt og grønt på en og samme tid? Med et budget på 7,5 milliarder euro i programperioden 2021-2027 skal Digital Europe sætte skub i den digitale transition på tværs af Europa.

Digital teknologi og infrastruktur spiller i dag en vigtig og afgørende rolle for erhvervslivet, den offentlige sektor og enkeltpersoner. Digital teknologi gennemstrømmer vores hverdagsliv, og vi bruger den hele tiden – både når vi kommunikerer, arbejder, forsker og betaler. Det nye EU-program Digital Europe har til formål at opbygge EU’s strategiske, digitale kapacitet og udbrede og styrke udviklingen og anvendelsen af digitale teknologier. Programmet har samtidig til formål at benytte digitale teknologier til at løse samfundsmæssige udfordringer inden for blandt andet sundhed, klima og miljø.

Digital Europe henvender sig til virksomheder og offentlige institutioner. Vidensinstitutioner og erhvervsfremmeaktører er også relevante aktører særligt for at stille testfaciliteter til rådighed og skabe samarbejder og partnerskaber omkring fælles digitaliseringsprojekter. 

Fem hovedområder adresseres

Digital Europe vil yde finansiel støtte til projekter, der kan besvare digitale udfordringer. EU-programmet har fokus på fem forskellige hovedområder: Supercomputere, kunstig intelligens, cybersikkerhed, avancerede digitale færdigheder og bred brug af digitale teknologier på tværs af samfund og økonomier. Programmet dækker blandt andet:

  • udrulningen af et europæisk netværk af digitale innovationshubs, der skal rådgive og understøtte virksomheders digitale forretningsmodeller,

     

  • testfaciliteter for kunstig intelligens, hvor virksomheder og myndigheder vil skulle kunne teste og eksperimentere med kunstig intelligens-løsninger før de præsenteres på markedet og

  • Data Spaces inden for smarte byer, landbrug og avanceret produktion, som skal understøtte sikre miljøer for datadeling til gavn for alle deltagere i miljøet.
Digital Europe-programmets aktiviteter og projekter vil blive specificeret i årlige arbejdsprogrammer, der angiver både midler og retning for hvert delprogram. De første arbejdsprogrammer dækker aktiviteter for 2021-22, og projektindkaldelserne lanceres fra november 2021.

Programmet vil også søge at styrke Europas konkurrenceevne på digitale løsninger og sikre teknologisk suverænitet. Målet er at blive global frontløber på det digitale område. SDEO’s EU-konsulent Allan Nordby Ottesen fortællæer om det nye program:

”Med Digital Europe sætter EU endnu flere kræfter ind på at understøtte den digitale omstilling og bringe Europa stærkere frem på udvalgte områder. Med fokus på blandt andet kunstig intelligens, cybersecurity, supercomputere og bedre digitale spidsfærdigheder giver det muligheder for en bred vifte af aktører i Syddanmark. Det gælder såvel virksomheder, forskere og offentlige organisationer. Og Syddanmark har da rigtig meget et byde ind med, så vi hilser i den grad Digital Europe velkommen!” 
 

Et komplementerende program

Digital Europe-programmet står ikke alene om at finde løsninger til den digitale transition, men komplementerer derimod støttemuligheder fra de øvrige EU-programmer. Med lanceringen af det nye program står det dog klart, at der skal sættes fut i den digitale udvikling på tværs af Europa. Det skal især komme til fordel for små og mellemstore virksomheder, der for eksempel har mulighed for at bruge supercomputere til at lava dataanalyse og udnytte det fulde potentiale af kunstig intelligens.

Er du nysgerrig på at høre mere om dine muligheder i Digital Europe-programmet, kan du kontakte Allan Nordby Ottesen på ano@southdenmark.be eller Else Dyekjær Mejer på edm@southdenmark.be.

©2020 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy