Katrine Bendorff Kristensen
- 25 år og fra Nyborg.
- Bachelor i antropologi og læser nu en kandidat i Internationale Studier på Aarhus Universitet.
- Erfaring fra arbejdet som medlem af bestyrelsen hos Artsrådet på Aarhus Universitet samt et studiejob på universitetsbiblioteket og en evig erfaring med rejselysten.
- Jeg har boet i Tianjin, Sheffield, London og Groningen, hvor jeg har forsøgt at gå byerne tyndt for at finde hyggelige kroge og sjove mennesker.
- Skal arbejde med SDEO’s indsatsområder inden for sundhed og velfærdsinnovation, kvalificeret arbejdskraft og uddannelse samt internationale kommuner.
Hvorfor ville du i praktik i SDEO?
Jeg kommer selv fra Region Syddanmark, nærmere specifikt Nyborg, hvor jeg gennem min opvækst på talrige cykelture rundt på Fyn og dele af Sønderjylland har fundet ud af, hvor meget mere der er i Danmark end København og Aarhus. Nu kan jeg være med til at fremme syddanske interesser ved at sætte mine teoretiske kompetencer fra universitet i spil og blive udfordret på den måde. Det vil også udvide min erfaringshorisont omkring EU-økosystemet og SDEO’s rolle i det.
Første indtryk af Bruxelles
- Jeg er positivt overrasket over Bruxelles, der har mange grønne områder at byde på trods osen fra trafikken. Den tilbyder hyggelige gader efter stræder med art nouveau-facader, som man kan bruge meget tid på at gå rundt og spotte.
- Der er mange fine spisesteder og caféer, hvor man får indtrykket af, at det er normen at sætte sig efter arbejde med en ven eller kollega og snakke dagens hændelser igennem eller bare nyde eftermiddagens gang.
- Det er den perfekte by at netværke i, da der er så mange praktikanter både fra Danmark, men også fra andre europæiske lande. Så hvis man er nysgerrig på, hvad der er af muligheder i Bruxelles, så får man rig mulighed for at kunne opsøge det.
Hvad vil du gerne nå, mens du er i Bruxelles?
Bruxelles vil jeg med ro i stemmen betegne som hjertet af Europa, fordi det er nemt at komme hurtigt til andre steder i Europa samt de centrale EU-institutioner, der har hjemme i Bruxelles. Jeg vil gerne nå at suge al den viden til mig, som jeg kan rumme, både om arbejdet, men også i forhold til, hvor man kan finde det bedste gadehjørne i Bruxelles til at nyde en specialristet kop kaffe eller begivenheder som Belgian Beer Weekend. Derudover satser jeg på at skulle afprøve tesen om ’hjertet af Europa’ transportmæssigt ved at tage til byer som London, Paris, Amsterdam, Ghent, Brügge og en frisk vandretur i Ardennerne omkring Dinant.