Nyheder:

Kan I udvikle jeres forsvarsløsninger med støtte fra EU? Bliv klogere til vores to infoarrangementer

Forsvar er på alles læber i disse dage, og Den Europæiske Forsvarsfond tilbyder milliarder af euro i støtte til de helt rigtige, innovative løsninger. Ligger din virksomhed inde med en god idé inden for forsvar, dual-use, cybersikkerhed eller civil sikkerhed, så kom med til et af to informations-arrangementer, der finder sted i Aalborg den 23. maj og Taastrup den 25. maj. Arrangementerne afholdes af de danske, regionale EU-kontorer i tæt samarbejde med Forsvarsministeriet og en række andre centrale spillere på forsvarsområdet.  

EU ønsker med Den Europæiske Forsvarsfond at understøtte udviklingen af de bedste europæiske forsvarsløsninger, men skal den mission lykkes, er der brug for de helt rigtige idéer. Det giver gode muligheder for danske virksomheder og forskningsinstitutioner, der har mod på at udvikle deres løsninger med EU-støtte i ryggen. 

“EU-programmerne åbner rigtig gode muligheder for at sætte danske kompetencer i spil, for eksempel inden for robotter og droner eller i forhold det maritime eller på energiområdet. Projektsamarbejder kan være rigtig gode til at hjælpe virksomheder med at sætte ekstra kraft bag deres teknologi, produktudvikling og innovation – også inden for forsvarsområdet,” fortæller Siri Bentzen, EU-konsulent på Det Syddanske EU-kontor.

Vær med den 23. eller 25. maj 2022

De to informationsarrangementer bliver afholdt på henholdsvis Scandic Hotel i Aalborg Øst d. 23. maj fra kl. 9:00-14:00 og på Teknologisk Institut i Taastrup d. 25. maj fra kl. 8:30-12:00. Til begge arrangementer vil der være fokus på, hvilke tilskudsmuligheder fonden tilbyder virksomheder og forskningsinstitutioner, og hvordan man kan få hjælp til at søge. 

Flere danske virksomheder har allerede haft stor succes med fonden, og der vil derfor også være oplæg, hvor deltagerne kan høre mere om, hvilke erfaringer de har gjort sig. En af de virksomheder, der allerede har modtaget støtte i fondens tidligere ansøgningsrunder, er Tuco fra Faaborg. Med projektet Transflytor skal de i samarbejde med partnere fra Frankrig og Spanien udvikle en ny type patruljebåd, der kan gøre missioner på havet hurtigere, mere sikre og mindre energitunge. 

Til begge arrangementer vil der også være mulighed for at gå i dialog og høre om potentielle samarbejdsmuligheder med aktører som Forsvarets Materiel og Indkøbsstyrelse, CenSec, Forsvar & Sikkerhed og Dansk Industri, der alle tager aktiv del i at fremme samarbejde med Forsvaret. 

Vil du vide mere om Den Europæiske Forsvarsfond, eller har du spørgsmål til de to arrangementer, er du velkommen til at kontakte EU-konsulent på erhvervsområdet Siri Bentzen (srb@southdenmark.be). 

South Denmark European Office
Avenue Palmerston 18
B-1000 Bruxelles
info@southdenmark.be

©2022 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy