Nyheder

Fra skoleprojekt til startup: "Enterprise Europe Network hjalp os i gang med produktionen"

I en innovationskonkurrence på handelsgymnasiet udviklede Lærke Pötzsch en sål, der ved hjælp af en kugle kunne modvirke stress og nervøsitet. Ideen blev til virksomheden Groundsole, der i dag udvikler og sælger beroligende såler i hele landet. Men rejsen hertil var lang, når man som Lærke Pötzsch hverken havde erfaring, kapital eller netværk i bagagen. Derfor blev hjælpen fra SDEO’s Jesper Vestergård Hansen modtaget med åbne arme, da han gennem verdens største B2B-netværk, Enterprise Europe Network (EEN), skabte kontakt til en litauisk virksomhed, der kunne producere sålerne og dermed gøre ide til virkelighed.

Da Lærke Pötzsch gik på Handelsgymnasiet i Kolding, kunne hun tydeligt mærke eksamenspresset omkring sig. Imens nogle studerende forsøgte at tøjle nervøsiteten med beroligende medicin, gik Lærke Pötzsch alternativt til værks og fik behandling af en lokal akupunktør. Her lærte hun om stimuleringspunktet Kidney1, der er placeret under foden og ved stimulering kan berolige kroppen i stressede situationer. Det betød, at hun enten måtte besøge akupunktøren før eksamener eller forsøge sig med uholdbare, hjemmelavede løsninger med kugler i skoen, når nerverne skulle dulmes. 

Nogen tid senere deltog Lærke Pötzsch og nogle klassekammerater i innovationskonkurrencen Young Enterprise via handelsgymnasiet. Her blev det, der før var en svær og irriterende problemstilling til en spirende iværksætteridé, der kunne skaleres. Hvis man i stedet producerede en sål med en indbygget kugle, kunne man slippe for besværlige behandlinger og sikre, at kuglen altid stimulerede det rette punkt. Det ville have den effekt, at man kunne gå trygt til stressede situationer – uden at tiltrække sig unødig opmærksomhed. Herfra gik projektet over stok og sten.

”Vi fik vildt god opbakning – både fra vores konkurrenter, der godt kunne se, at produktet løste et problem og måske selv havde oplevet problemer med eksamensangst, men også fra dommerne og forretningsfolk, der alle opfordrede os til at gå videre med projektet,” fortæller Lærke Pötzsch. 

CVR-nummeret blev hurtigt oprettet, og aftaler med potentielle samarbejdsaftaler kom i bogen. Sideløbende trængte studentertiden og drømmen om rejser i sabbatåret sig dog på, og virksomheden blev sat på hold. Alligevel kunne Lærke Pötzsch ikke lade være med at undersøge produktionsmuligheder, da hun med lidt ekstra tid på hånden sad på sit au pair-værelse i London. Først prøvede hun den store kinesiske hjemmeside Alibaba.com, men da banken ringede og spurgte til overførslen, blev det tydeligt, at planen var svær og tilliden lille. Det ledte til en snak med Erhvervshus Sydjylland, der henviste til Jesper Vestergård Hansen, som er konsulent i SDEO og arbejder med netværket Enterprise Europe Network. Efter at have oprettet en partnersøgning tog Jesper  Vestergård Hansen kontakt til Groundsole:

Foto: Groundsole
Lærke Pötzsch er grundlæggeren bag Groundsole. Foto: Groundsole

”Vi var egentlig lidt overraskede, da Jesper kontaktede os, for vi troede bare, at vi skulle vente og se. Men han styrede kontakten og kom hele tiden med nye, interessante partnervirksomheder”. Det ledte til et samarbejde med en litauisk virksomhed, der i dag 3D-printer sålerne i mikrokork.

For Groundsole betød hjælpen fra Jesper Vestergård Hansen og Enterprise Europe Network meget. Udover kontakt til en konkret produktionsvirksomhed, betød databasen også, at den litauiske partner kunne valideres, og at kvalitetssikkerheden var på plads. Samarbejdet med Jesper Vestergård Hansen gav foruden en tillid til partnerskabet også en tryghed i at få hjælp fra personer med et større erfaringsgrundlag: 

”Når man ikke selv har noget erfaring og står som ny i det hele, er det skønt at få hjælp fra andre, der har mere erfaring at trække på. Og så er hjælpen ovenikøbet gratis, hvilket man ikke kommer uden om er afgørende, når man er en lille startup med begrænsede ressourcer,” fortæller Lærke Pötzsch. 

Fremtiden for Groundsole

Hvad fremtiden bringer er endnu uvist, men Lærke Pötzsch har planer om at trække på den viden og det netværk, hun er ved at skabe på universitetet, hvor hun læser Designkultur og Økonomi på SDU. Til at starte med vil hun forsøge sig med flere tests og en grundigere markedsanalyse. Ligegyldigt hvad der sker med virksomheden, understreger hun, at hun får en hel masse erfaring, og det er i bund og grund det allervigtigste, hvis man spørger Lærke Pötzsch.

Hvis du vil høre mere om mulighederne og partnerskaber i Enterprise Europe Network-netværket, eller har overvejelser om at finde en europæiske partner, kan du kontakte SDEO’s konsulent Jesper Vestergård Hansen på jvh@southdenmark.be 

Om Enterprise Europe Network og Det Syddanske EU-kontor

Det Syddanske EU-kontor (SDEO) er én af i alt seks danske partnere i Enterprise Europe Network, hvorigennem vi primært understøtter private virksomheder med international vækst og udvikling. Kontoret har to ansatte, der arbejder med Enterprise Europe Network Danmark og hjælper med at finde samarbejdspartnere i netværkets lande samt yder support til at styrke og forbedre virksomheders arbejde med innovation, support til eksekvering og opstart af EU-støttede innovationsprojekter – se mere på www.enterprise-europe.dk

©2022 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy