Nyheder

Fra isfabrik til innovativ fiskefarm: Stort projekt holder planen

I 2019 fik virksomheden Alpha Aqua, Aalborg Universitet Esbjerg (AAU) og 17 europæiske partnere 75 mio. kr. til et stort EU-forskningsprojekt, der skal udvikle et nyskabende økosystem, hvor fisk og planter produceres bæredygtigt sammen – og ingenting går til spilde. 

”Hvis alt går vel, burde planen holde,” fortæller Ramon Perez, CCO i Alpha Aqua om EU-projektet AQUACOMBINE. Med 12,5 mio. kr. er virksomhedens opgave i projektet at lancere en fuldt udstyret pighvar- og salturtfarm i den tidligere Hjem-Is fabrik på Esbjerg Havn

Salturt (også kaldet kveller) er en gastronomisk specialitet med en del spild. Spidserne af planterne sælges til restauranter og supermarkeder, mens de træagtige rester, ca. 60% af planten, ofte slet ikke bliver brugt. De indeholder dog sunde antioxidanter og antiinflammatoriske stoffer, som kan udvindes til kosmetik eller mejeriprodukter. Planteresterne kan også bruges til biobrændsel eller specielt nærende fiskefoder, mens fiskerester og returvand fra fisketankene med recirkuleringsteknologi kan nære planterne.

Når salturt bliver kombineret med saltvand fra fiskeproduktion, vokser det hurtigere og bedre, end det kan lade sig gøre med kunstig gødning – og det er her, Alpha Aqua bringer deres kompetencer i spil. 

På Esbjerg Havn er det virksomhedens ambition at bruge vand fra fiskefarme til at hjælpe salturten med at vokse i et kontrolleret miljø. Fiskefarmene laves i moduler, som kan fordobles afhængigt af, hvor stor produktionen af salturt skal være. Med denne fleksibilitet ser Alpha Aqua store muligheder i, at deres fiskefarme skal kunne bruges overalt i Europa – både i større og mindre produktioner. 

Arbejdet er i fuld gang og Alpha Aqua har på nuværende tidspunkt skabt en model af fiskefarmen i lille skala, som nu skal opskaleres. Salturten leveres til Aalborg Universitet Esbjerg, som arbejder med at udvinde sunde stoffer fra urten – og den lille fiskefarm har allerede produceret mere end forventet. 

“Vi leverede så meget salturt til AAU, at de ikke havde nok køleskabskapacitet til at opbevare det hele,” fortæller Ramon Perez.

EU-projekt giver ny læring

På trods af corona-nedlukninger og rejserestriktioner, skrider projektet frem planmæssigt. Og selvom det først afsluttes i 2023, er der allerede masser af ny læring og erfaring at tage med sig, fortæller Ramon Perez:

“Udover at netværke med en masse mennesker, der har samme mål og miljøtilgang som os, har vi været i stand til at rykke grænserne for vores eget udstyr og finde ud af, hvor vi skal fortsætte med at udvikle os.”

Samtidig peger han på, at projektet har givet Alpha Aqua mulighed for at afprøve og teste mere i praksis – et vigtigt led i at virkeliggøre ideer, som tit ændrer form, når de bliver realiseret.

“Et excel-ark kan rumme information om alt, men så kan biologien alligevel ændre det hele. Det er lige meget, hvor detaljeret excel-arket er. Der vil stadig være nogle ting, som ikke reagerer som forventet – og den viden kan man kun få ved rent faktisk at udføre projektet i praksis.”

©2020 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy