EU’s potentiale som udviklingsmotor for Syddanmark var i fokus, da borgmestre, regionale ledere og EU-projektmagere i sidste uge var samlet til temadag i Fredericia.
Fra Bruxelles gav Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamentet (S), et skarpt øjebliksbillede af budget-forhandlinger og Europas store prioriteter – herunder den grønne omstilling, et ekstra skub i digitaliseringen, og hvordan EU’s støtteprogrammer kan bidrage til at skabe syddansk udvikling og arbejdsplader.
Søren Stjernqvist, adm. direktør i Teknologisk Institut, trak en linje fra instituttets grundlæggende mål om nyskabelse og fremgang til den innovation, som TI i dag fremmer ved brug af EU-projekter og internationale partnerskaber.
Fra Det Syddanske EU-Kontor leverede direktør Rasmus-Anker Møller en bred oversigt over EU’s nye støtteprogrammer som Horizon Europe, Digital Europe og Den Europæiske Forsvarsfond, og de nye store muligheder deri for syddanske aktører.
Herefter fandt et panel med 7 syddanske projektmagere fra Odense Robotics, Vejle Kommune, virksomhederne Tuco og Procraft, Syddansk Universitet og Region Syddanmark sammen for at præsentere EU-projekter med fremtidens kompetencebehov i skolen, robotteknologi, sundhedsforskning og innovative kulfiberbåde – samt at diskutere deres erfaringer med europæisk samarbejde.