Nyheder

Erasmus+ 2022 ER LANDET

Nu er den nye programguide for Erasmus+ 2022 landet med masser af muligheder inden for både mobilitet og samarbejde om videndeling, udvikling og innovation. Læs med her, og bliv klogere på nogle af de væsentligste tiltag i Erasmus+ 2022.

EUROPA for skolen

Det nye Erasmus+-program er i høj grad et program for skolen med rige muligheder for at både elever, lærer og personale kan komme til udlandet. Samtidig har man med prioriteterne i partnerskaber og det særlige Erasmus+-lærerakademi sat alle sejl ind for både at styrke læreruddannelserne og gøre lærerjobbet mere attraktivt.

“I Syddanmark arbejder vi målrettet sammen med kommunerne, skolerne, læreruddannelserne og regionen for at gøre Erasmus+ til en fast del af udviklings- og innovationsaktiviteter på før- og grundskoleområdet. Det gør vi blandt andet gennem arbejdet med akkrediteringer,” forklarer EU-konsulent hos SDEO Jens Bøgetoft Christensen.

Med en akkreditering har man som kommune eller skole mulighed for at blive forhåndsgodkendt under Erasmus+-programmet. Akkrediteringen er tiltænkt kommuner, skoler og institutioner, som ønsker at bruge Erasmus+-programmet som del af en langsigtet og strategisk plan. Med akkrediteringen får man nem adgang til løbende at søge om tilskud til udlandsophold og efteruddannelsesaktiviteter. 

Læs mere om akkreditering her.

EUROPA for erhvervskompetencer

Den nye generation Erasmus har sat betydeligt mere fokus på erhvervsuddannelserne og erhvervskompetencernes afgørende betydning for innovation og vækst i samfundet. Det sker gennem en øget adgang til udlandsophold for eleverne og ikke mindst gennem det spændende initiativ ”erhvervsekspertisecentre” (CoVes). Med dette initiativ ønsker man at understøtte udviklingen af fremtidens erhvervsuddannelser og styrke europæisk konkurrencekraft ved blandt andet i højere grad at udnytte det innovationspotentiale, der ligger i det erhvervsfaglige område. Konkret er formålet med CoVE at udvikle pan-europæiske platforme for Centres of Vocational Excellence, der skal samle en bred vifte af lokale partnere, udbydere af erhvervsuddannelser, arbejdsgivere, forskningscentre og vidensinstitutioner for at styrke de “erhvervsfaglige økosystemer”, som en integreret del af regionale udviklingsstrategier og styrkepositioner.

Fire niveauer for europæiske samarbejdsprojekter

Erasmus+-programmet er nu fuldt udbygget med en ny struktur, der gør det muligt at arbejde med vidensdeling, udvikling og innovation på fire niveauer, der dækker hele spektret fra små prøvehandlinger til store strategiske satsninger: 

1. Mindre partnerskaber for samarbejde:

Med det nye program er der kommet en mulighed for små partnerskaber af 6-24 måneders varighed med reducerede krav til administration. Det skal dels gøre det nemmere at komme i gang med Erasmus+-projekter og dels gøre det muligt at bruge Erasmus+ til at afprøve ideer i mindre skala, udvikle netværk etc. 

2. Samarbejdspartnerskaber:

Samarbejdspartnerskaber kendte vi tidligere som strategiske partnerskaber. Det er her vi udvikler nye initiativer og metoder inden for uddannelses- og ungdomsområdet, deler viden, netværker og erfaringsudveksler og hjælper hinanden med innovative tiltag på tværs af landegrænser. 

3. Partnerskaber for innovation: alliancer og forward-looking projekter:

Innovationspartnerskaber består af to spændende aktioner:

Alliancer, der har til formål at styrke Europas innovationskapacitet ved at booste innovation gennem samarbejde og flow af viden mellem videregående uddannelser, erhvervsuddannelser og den bredere socioøkonomiske kontekst, herunder forskning. Fremsynede projekter er projekter i stor skala, der har til formål at identificere, udvikle, teste og/eller vurdere innovative (politiske) tilgange, der har potentialet til at danne skole og dermed forbedre uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne.

4. Ekspertisepartnerskaber: 

Med dette tiltag tager programmet fat på udviklingen af fremtidens europæiske uddannelser – både for at gøre uddannelserne mere konkurrencedygtige og for at styrke europæisk innovations- og konkurrencekraft som en del af det europæiske uddannelsesområde og det europæiske forskningsområde. Den nye kategori af projekter består af erhvervsekspertisecentre, Erasmus+-lærerakademier og Erasmus Mundus-tiltag.

Faste engangsbeløb 

For at gøre det nemmere at bruge programmet og administrere de mindre partnerskaber for samarbejde og samarbejdspartnerskaberne har man i vid udstrækning indført fast engangsbeløb. Det betyder forenklet sagt, at projekterne selv definerer omkostningerne i stedet for at afkrydse kasser med foruddefinerede takster. 

Læs hele programguiden her.

Vil du vide mere om den nye programguide, er du velkommen til at kontakte EU-konsulent på uddannelsesområdet Jens Bøgetoft Christensen jbc@southdenmark.be. Du kan også få mere information i vores programblad her

©2020 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy