26-09-2017

Syddanmark til Design Days i Bruxelles

Under titlen The Next Step var europæiske aktører inden for design samlet til den 6. udgave af EU Design Days i sidste uge. Blandt deltagerne var også danske design-eksperter, der både var med for at præsentere egne projekter og for at få inspiration og nye perspektiver på design i Europa.

På det nyåbnede designhus MAD i Bruxelles var designere, projektledere, forskere og politikere fra hele Europa samlet den 19. og 20. september for at diskutere, hvordan design og innovation kan være med til at ændre byer og regioner i EU’s medlemslande, så de kan klare fremtidens udfordringer. 

To syddanske aktiviteter
Jacob Buur, professor på Institut for Design og Kommunikation på Syddansk Universitet, præsenterede på konferencen et designprojekt, han leder i samarbejde med Kolding Kommune. Det skete til Pecha Kucha 20x20, som er et format, hvor man har en præsentation med 20 slides og 20 sekunder per slide – altså i alt præcis 400 sekunder til at fortælle om sit projekt.

På andendagen af Design Days 2017 afholdte han sammen med Majbritt Rostgaard Evald, lektor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU, en workshop omkring et andet projekt, nemlig Hospital at Home, der handler om løsninger til ældre borgere, der modtager pleje i eget hjem. De ældre oplever, at deres private hjem nærmest bliver indrettet til hospitaler for at kunne modtage denne pleje. Hospitaliseringen af eget hjem er for at beskytte de ansattes arbejdsvilkår, men kan ofte mindske livskvaliteten hos den ældre.

Majbritt Rostgaard Evald fortæller, at hun og kollegerne på SDU i øjeblikket er i gang med at kortlægge, hvad de danske kommuner har lavet på området indtil videre, og hvilke løsninger som virksomheder inden for feltet tilbyder:
Vi har i dag fået rigtig mange gode inputs fra de grupper, vi fik lavet til Design Days-workshoppen. Der kom nye, forfriskende ting frem, samtidig med at grupperne understøttede det arbejde, vi allerede laver på nuværende tidspunkt i projektet.

Nye perspektiver
Workshoppens europæiske deltagere gav især inspiration til hvilke virksomheder, der kan bidrage til projektet fremadrettet:

Der er kommet nye bud på virksomheder op, som vi ikke selv har haft øje for. Derfor vil vi nu se nærmere på dem og hvilke løsninger, de kan bibringe vores projekt. Det vi tager med hjem i dag er derfor et bredere perspektiv på, hvilke muligheder der er for at få forskellige ekspertiser i spil, så vi får den holistiske løsning, som vi går efter, fortæller Majbritt Rostgaard Evald.

Udover workshops of Pecha Kucha bød EU Design Days 2017 også på inspirerende oplæg, der blandt andet handlede om, hvordan design kan bruges i udviklingen af uddannelser, sundhedspleje og bæredygtig udvikling af byer.

Konferencen blev arrangeret af ERRIN, et netværk der samler 120 europæiske regioner; herunder også Region Syddanmark. Derfor var Det Syddanske EU-Kontor med både i organiseringen og afholdelsen af konferencen. 

Læs mere om Design Days