20-11-2017

Store muligheder i et samarbejde mellem virksomheder og SDU

Syddansk Universitet (SDU) supporterer og eksekverer samarbejde mellem forskere og virksomheder, hvilket kan være en stor gevinst for begge parter og hjælpe til at opnå støtte fra Horizon 2020-programmet – det største forsknings- og innovationsprogram i EU's historie med knap 80 milliarder euro til rådighed.


For innovative virksomheder er der mange muligheder for at samarbejde med universitetets topforskere. Syddansk Universitet (SDU) har mange års erfaring i at sparre med virksomheder, der f.eks. arbejder med robotteknologi eller biotech – og som ønsker at skabe innovation i verdensklasse.  

TEK Innovation, en del af SDU’s Tekniske Fakultet, har til opgave at understøtte forskerne i deres arbejde med hjemtag af støttemidler til projekter. Det gælder både ansøgninger til støtte fra de nationale, men også internationale støtteordninger, som f.eks. Horizon 2020.

”Udgangspunktet for et samarbejde er, at vi som universitet gerne vil arbejde med innovation og opgaver, der løser de udfordringer, som samfundet og virksomhederne møder. Og virksomhederne kan omvendt trække på den viden, som vores forskere og studerende repræsenterer,” siger chefkonsulent og leder af TEK Innovation, SDU, Søren Elmer Kristensen. 

Et succesfuldt partnerskab

En af de virksomheder, der samarbejder med SDU, er Alphalyse, som udfører avancerede lægemiddelanalyser for farmavirksomheder over hele verden. For cirka seks måneder siden påbegyndte de deres seneste Eurostars-projekt kaldet SaferBIOPHARMA. Projektet går ud på at udvikle en ny analysemetode, der vil gøre lægemidler endnu mere sikre. I projektet samarbejder Alphalyse med den svenske farmavirksomhed Hansa Medical AB, som er i gang med at udvikle et helt nyt lægemiddel til at forhindre frastødning af transplanterede organer. Hansa Medical ønsker at gøre brug af Alphalyses nye analysemetode til at sikre, at de har den bedste metode til at bekræfte at deres lægemiddel er fri for farlige urenheder inden det frigives til klinisk brug. Særligt her er samarbejdet med SDU og dets forskere helt essentielt for projektet succes.

For at vi hos Alphalyse kan udvikle den ønskede metode, er det helt afgørende at vi får adgang til at samarbejde med forskere på Syddansk Universitet, som er eksperter i ELISA, immunoaffinitetsoprensning og massespektrometri. Via et meget tæt samarbejde med lektor Søren Werner Karlskov Hansen og professor Blagoy Blagoev får vi adgang til den nyeste viden på området, så vi kan tilbyde innovative analysemetoder til vores kunder,” udtaler ph.d. Rikke Raaen Lund, projektleder på Eurostars-projektet hos Alphalyse. 

Alphalyse er involveret i flere innovations- og forskningsprojekter, hvor de samarbejder med SDU.  Læs mere om dette her:www.alphalyse.com/about-us/who-we-are/strategic-collaborations/

SDU ønsker at komme i dialog med endnu flere virksomheder fra alle brancher, både små og store, som kan bruge universitetets kompetencer i udviklingen af nye tiltag. Men det er ikke alle, der kender til mulighederne for samarbejdet, og den support SDU udbyder.

”Mange virksomheder ved ikke, hvor de skal gå hen. Og her er det vores klare budskab, at de skal kontakte os for nærmere - vi er til for at hjælpe dem og vores egne forskere - og gerne i det felt, hvor de to parter mødes,” siger Søren Elmer Kristensen.

Hvis du vil vide mere og guides igennem din virksomheds muligheder, kontakt da venligst:

Else Dyekjær Mejer
EU-konsulent

edm@southdenmark.be

+32 2 285 40 96                                         

eller

Søren Elmer Kristensen

Leder af TEK Innovation, SDU
sek@tek.sdu.dk

+45 6550 7491