30-08-2017

Ny strategi for Det Syddanske EU-Kontor

Ved udgangen af august kan Det Syddanske EU-Kontor præsentere en ny plan for fremtiden. Med en strategi, der strækker sig frem til 2020, vil kontoret i Bruxelles medvirke til at øge den økonomiske vækst og antallet af arbejdspladser i Syddanmark – blandt andet med et styrket fokus på kvalificeret arbejdskraft og uddannelse.

Flere EU-ansøgninger, øget synlighed og masser af europæiske midler til Syddanmark; det er blandt andet målene for Det Syddanske EU-Kontor indsats over de kommende 3½ år. Kontoret i Bruxelles har netop lagt sidste hånd på en ny strategi, der sætter retningen for de nu 13 medarbejderes arbejde med erhverv, innovation, forskning, sundhed, energi, transport og mere.

DOWNLOAD: Strategi 2017-2020 fra Det Syddanske EU-Kontor

- Vores nye strategi er skabt i samarbejde med ejerkredsen og kontorets bestyrelse og er blevet til i lyset af, at vi over de senere år både er blevet flere medarbejdere, har øget vores aktiviteter og skabt markante resultater, fortæller Rasmus Anker-Møller, der er direktør for Det Syddanske EU-Kontor.

Ifølge ham skal strategien ses som et styringsredskab, der supplerer de toårige resultatkontrakter, som de syddanske kommuner, Syddansk Universitet og Region Syddanmark indgår med kontoret i Bruxelles.

- Strategien er ikke tænkt som en kursændring, da vi mener, at vi allerede er på rette vej. Men da vi har udvidet – og fortsat gør det – har vi fundet det nødvendigt at definere retningen frem mod 2020, hvor den næste budgetperiode for EU’s programmer begynder. Med strategien kortlægger vi de indsatsområder, som vi vil satse på – både de eksisterende i kontoret og et nyt, nemlig Kvalificeret arbejdskraft & Uddannelse, forklarer Rasmus Anker-Møller, der forventer at ansætte en medarbejder til det nye område i slutningen af efteråret.

STYRKET INDSATS: EU-kontor med øget fokus på kvalificeret arbejdskraft og uddannelse

Vigtigt med fælles rettesnor
Den fælles retning for det syddanske engagement i EU’s støtteprogrammer er også noget, som Esbjergs borgmester (V) Johnny Søtrup fremhæver på vegne af den landsdel, han bor og arbejder i. Som formand for Det Syddanske EU-Kontors bestyrelse har han været med til at præge kontorets retning siden etableringen i 2007 – og den nye strategi falder fint i hak med de foregående års prioriteter, fortæller han.

- For os i ejerkredsen er det vigtigt, at vi arbejder fokuseret med de styrkepositioner, som Syddanmark har. Den nye strategi matcher derfor fint vores lokale og regionale indsats, så vi udnytter de muligheder for udvikling og innovation, der er i at arbejde internationalt med EU-støtte og nye partnerskaber, fortæller han og fortsætter,

- Den nye strategi er en fælles rettesnor for, at EU-kontoret og dets samarbejdspartnere i Syddanmark fortsat arbejder fokuseret med de ting, vi er bedst til. Og gør vi det, kan vi bibeholde vores position som en landsdel i verdensklasse indenfor arbejde med sektorer som energi, velfærdsteknologi og uddannelse, slutter Johnny Søtrup.

Hvis du vil vide mere om Det Syddanske EU-Kontors nye strategi og de indsatsområder, som kontoret arbejder med, så kontakt direktør Rasmus Anker-Møller: 

 

Fakta

  • I perioden 2014-2016 var Det Syddanske EU-Kontor medvirkende til, at Syddanmark hjemtog cirka 240 mio. kroner i støtte fra EU’s programmer.
  • I samme periode var kontoret en del af arbejde med indsendte EU-ansøgninger om EU-midler til syddanske projekter for i små 700 mio. kroner.