07-09-2018

Verdens første intelligente tomat-plukker robot udvikles med 8,3 mio. i EU-støtte til fynsk-ledet firkløver

Den rejser fra tomatplanten til gartneren, videre gennem grønthandleren, til din tallerken - men snart vil din Katrine & Alfred-tomat også blive tilset af en skarpsynet robot.

Det fynske gartneri Alfred Petersen & Søn har sammen med den odenseanske robot-udvikler Egatec A/S og Teknologisk Institut fået EU-støtte til at udvikle verdens første intelligente tomat-plukkende maskine, der selv kan bedømme frugternes modenhed før den klipper klaserne.

Egatec har patent på robottens finmotoriske kniv, der med kirurgisk præcision kan skære stilke til og blade fra.

Teknologisk Institut bidrager med robottens øjne - et hyperspektralt kamera - og hjerne, en kunstig intelligens-algoritme der snart skal lære at genkende forskellige grader af modenhed i tomater. 

Den erfaring får robotten ved at køre i Alfred Petersens drivhuse og tage tusindvis af billeder, som gartnere og ingeniører skal hjælpe hinanden med at sætte i system.

“Den videnskabelige udfordring ligger i visions-systemet: hvordan vi får opsamlet billederne ordentligt og finder en metode til at annotere dem rigtigt,” siger Thomas Sølund, faglig leder på Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi. 

Robotten skal “trænes i hvad der er det rigtige og forkerte, hvornår en tomat er moden nok,” forklarer han. 

“Det kan være afhængigt af hvor langt den skal. Skal den sendes ud af landet, hvor den modner på de 5-6 dage som det tager? Eller er det én der skal i butikken i morgen? Hvornår skal den så plukkes? Det skal robotten gerne kunne se. AI (kunstig intelligens) er rigtigt smart… men ikke smartere end det data som du lægger ind.”

Projektets firkløver fuldendes af belgiske Bogaerts, der designer og markedsfører teknologi til drivhuse - og i den konstellation har partnerne skabt et knivskarpt eksempel på en rigtig god Eurostars-ansøgning.

“Vi havde en virksomhed, Egatec, som havde fundet et marked og vidste at de kunne sælge - men havde brug for penge til at udvikle teknologien. Og de havde et problem der skulle løses, helt konkret. Når man har det, så har man en rigtig god Eurostars case,” siger Thomas Sølund.

De fire partnere deles om lidt over €1.1 millioner (8,3 millioner kroner). Projektet løber over 26 måneder og stiler efter at præsentere den første robot-prototype på Horti fair i Amsterdam i 2020.

----

Det Syddanske EU-kontor har assisteret med ansøgningen om EU midler til tomat-robotten.

Har du en projekt-idé? Så kan vi hjælpe dig med at identificere de relevante EU programmer og give input til din ansøgning. Kontakt én af vores EU-eksperter i dag!