25-06-2018

Varde Kommune i Bruxelles for at fortælle om deres kystturismenetværk

For kun et år siden opstod idéen om at oprette et netværk for kommuner med kolde kyster som havde et ønske om at tiltrække flere turister til deres destination. Nu, cirka et år efter er netværket Cold Coast Collective en realitet, og Varde Kommune har netop præsenteret deres netværk i Bruxelles

”I dag skal Varde Kommune på podiet her i Bruxelles og fortælle om deres succesfulde netværk. Og de er et rigtig godt eksempel at bære frem. For hvis man vil EU og har en god idé, så er mulighederne her.” – udtaler Cathrine Holm Frandsen fra Det Syddanske EU-Kontor forud for Vardes præsentation.

 

 

Varde Kommune var på podiet sammen med en række andre aktører under overskriften ‘World Tourism: Skills for Jobs’ – New UN Tourism Hub to Train Start-ups, Entrepreneurs and SMEs. Her fortalte netværksleder Christine Schoop Gärtner fra Varde Kommune om hvordan deres netværk kan være med til at understøtte det lokale erhvervsliv ved at skabe turisme året rundt og om at man i kystturismenetværket har et kollektivt ønske om at arbejde med den digitale udvikling for at skabe øget synlighed om mulighederne ved de kolde kyster. For Varde Kommuner er det vigtigt at hente inspiration fra andre lande i den fremtidige udvikling af turismen, og derfor består netværket af både kommuner og uddannelsesinstitutioner fra Nordeuropa.

”Vi tror på, at hvis vi finder nogle internationale partnere at lege med, så får vi nogle forskellige tilgange og løsninger på de samme udfordringer og de samme problemer. Og derfor har vores tilgang egentlig hele tiden været at vi godt ville prøve at komme ud over Danmarks grænser i det her projekt. Vi tror også på, at hvis vi får flere internationale partnere med, så er det lettere for os at få fat i de støttemidler, der er i EU”. - Christine Schoop Gärtner.

Det Syddanske EU-Kontor har været med hele vejen

Idéen til at oprette et kystturismenetværk opstod for ca. et år siden, da direktionen fra Varde Kommune var på studietur i Bruxelles. Herefter sparkede Varde Kommune for alvor gang i udviklingen af netværket, og via løbende sparring med Det Syddanske EU-Kontor er netværket nu en succes, og bliver fremhævet som det gode eksempel i EU-regi. På spørgsmålet om hvilke gode råd hun har til andre der gerne vil starte et internationalt netværk, svarer Christine Schoop Gärtner:

”Det vigtigste råd det må være: Få fat i jeres EU-kontor. Det er rigtig, rigtig god sparring man kan få hernede fra. Det er enormt værdifuldt at man har nogen i Bruxelles som kan tage til de rigtige møder, som kan have en finger på pulsen og finde ud af hvad der sker rent politisk hernede i forhold til de områder man er interesseret i”.

En alternativ indstilling til EU-projekter

Konsulent Signe Jørgensen fra Varde Kommune deltog også i arrangementet i Bruxelles og fortalte i den forbindelse om hvordan man har valgt en lidt anden tilgang til det at opbygge et internationalt netværk end så mange andre.

”Vores fokus har været lidt omvendt. Vi har tænkt relationer i netværket først og projekter derefter, og vi tror på at det har skabt interesse for netværket og en større lyst til at være en del af det. Men vi har også ramt en nerve med netværket, altså noget der mangler i forvejen” – Signe Jørgensen.

Fremtiden ser lyd ud for Varde Kommunes kystturismenetværk, og deres præsentation af netværket på eventet i Bruxelles har forhåbentlig vakt interesse fra flere af de europæiske aktører, der også var til stede ved arrangementet.

”The cold coastal collective repræsenterer et netværk af destinationer, hvor fokus også er på iværksættere. Man skal virkelig støtte iværksætterne for at få destinationerne op til de krævede kvalitetsniveauer. Cold Coast Collective er et godt eksempel på en ’best practice’. I dette netværk forbindes iværksættere, offentlige myndigheder, destinationsorganisationer og endda uddannelsessektoren. Så det er et rigtig godt eksempel på et netværk.” -  Anne-Maria Mäkelä, arrangør af eventet i Bruxelles.

Se også denne artikel fra JydskeVestkysten om Varde Kommunes besøg i Bruxelles.