23-10-2018

Super aktivt WHINN 2018 med styrke i internationalt netværk

I midten af oktober deltog Det Syddanske EU-Kontor i WHINN – Week of Health and INNovation, der er en af Europas største konferencer indenfor sundheds- og velfærdsområdet.

Konferencen samlede mere end 1000 deltagere i Odense Congress Center, hvilket nok en gang beviser, at WHINN formår at tiltrække såvel regionale, nationale som internationale aktører.
 
Som noget helt nyt præsenterede WHINN-arrangørerne i år ét samlet program i stedet for mange forskellige konferencer. Det resulterede i, at deltagernes aktivitetsniveau var højere og deres tilstedeværelse større.
 
I samarbejde med ECHAlliance og CORAL afholdt Det Syddanske EU-Kontor en workshop, hvor delegationer fra bl.a. Liverpool, Sachsen-Anhalt og Baden-Württemberg lagde vejen forbi. Her satte vi fokus på, hvad der gør EU-projektsamarbejder udfordrende, og hvad virksomheder kan lære af at indgå i EU-netværk.

”Jeg synes særligt, at oplæggene fra Liverpool og Baden-Württemberg gav nogle konkrete bud på, hvordan netværk kan bruges til at opbygge relationer. Deres pointe var, at der skal investeres i netværk for at kunne etablere gode og konstruktive projektsamarbejder,” fortæller EU-Konsulent Allan Nordby Ottesen.
 
Om det samlede WHINN-udbytte udtaler Allan Nordby Ottesen videre: 

”WHINN er i gang med en spændende udvikling. Vi møder gang på gang aktører fra vores økosystem, som vi har gode statussamtaler med, og som vi kan udvikle nye projekter med. Det er en fornøjelse at møde delegationer, som allerede har kontakt til vores Bruxelles-netværk, og som gennem et event som dette får indblik i, hvad der foregår i Syddanmark. Det gør dem i stand til bedre at relatere til det, der foregår i Bruxelles.”

---

Foto: Stillwords_Aard Jongsma & WHINN

Se mange flere billeder fra WHINN 2018 her.