14-09-2015

Sådan hjælper Det Syddanske EU-Kontor virksomheder

Det Syddanske EU-Kontor har et erhvervsteam dedikeret til at hjælpe virksomheder med i EU-projekter. Her kan du læse, hvordan teamets arbejde i sidste måned blev præsenteret over for læsere af Erhvervsavisen Fyn.

Det kan være lidt af en jungle at finde rundt i EU-systemet. Der er mange muligheder for at søge EU-midler til virksomheder og deltage i europæiske projekter, men hvor skal man begynde? Det kan Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles svare på:

- Vi får mange henvendelser fra virksomheder, som typisk spørger om der er nogen muligheder for dem. Det tager vi en snak med dem om og giver dem et svar på, hvor mulighederne er, og hvad de skal gøre, fortæller Else Mejer, som sammen med Siri Bentzen står for rådgivningen til virksomhederne på Det Syddanske EU-Kontor.

Det Syddanske EU-Kontor opsøger også selv innovative virksomheder med potentiale og tager rundt i hele regionen for at besøge dem. Ofte i samarbejde med lokale erhvervskontorer:

- Det er ikke udelukkende højteknologiske virksomheder, som har potentiale for at indgå i EU-projekter. Det kan også være mere traditionelle produktionsvirksomheder, som vi har rigtig mange af i regionen. Senest har vi for eksempel set et teglværk i Sønderjylland, som har fået EU-midler til udvikling af en ny generation af mursten, fortæller Siri Bentzen.

Nogle kriterier
Der er dog nogle kriterier, som virksomhederne skal opfylde. De skal arbejde med et innovativt produkt eller serviceydelse, og det skal være noget, som har et stort og uudnyttet markedspotentiale i Europa. Hvis virksomheden har et spændende projekt, så kan Det Syddanske EU-Kontor rådgive virksomheden om, hvordan man skriver en ansøgning, og hvad man ellers skal være opmærksom på. Det handler for eksempel om at være skarp på nogle bestemte udtryk, som anvendes i EU:

- På nogle måder har EU sit eget sprog med begreber og forkortelser, som er ukendte og uforståelige for de fleste. For eksempel er det at kunne skabe europæisk merværdi noget af det vigtigste for at kunne få EU-midler, og det er jo ikke et ord, som man bruger i dagligdagen ude på virksomhederne, fortæller Else Mejer.

Det Syddanske EU-Kontor ligger i Bruxelles for at have fingeren på pulsen i forhold til udviklingen i EU og let adgang til de informationer, der skal til for at kunne hjælpe virksomhederne. Der er fra EU’s side kommet mere fokus på virksomhederne, og derfor sidder her også to medarbejdere dedikeret til opgaven, fortæller direktør Rasmus Anker-Møller:

- Det er helt tydeligt, at EU ønsker at flere midler tilfalder virksomhederne. Det er vi opmærksomme på, og vi arbejder for, at regionens virksomheder får en så stor del af midlerne som muligt.

Det er gratis at få rådgivning af Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles.