28-02-2017

Robot-boom i Odense

Mere end 100 virksomheder arbejder nu med robot- og automatiseringsteknologi i Odense – og flere følger over de kommende år. En af virksomhederne er Robotic Sport Solutions, der med europæiske konsulenttimer i ryggen udvikler robotter til golfbaner.  

- Vi kalder den BallBot – en mobil robot der via GPS kan samle golfbolde op på en driving range, fortæller Dani Feller, der er medstifter af Robotic Sport Solutions. Virksomheden udvikler automatiserede løsninger til sportsindustrien, i første omgang til golfsporten.

- Den er yderst robust og vejer cirka 100 kg, da den jo både skal kunne holde til næsten alle slags vejr – og så er der jo en reel risiko for, at den bliver ramt af golfbolde, mens den udfører sit arbejde, så det skal den også kunne klare, griner Dani Feller.

Han fik idéen til sin virksomhed i Aarhus, hvor han også er bosat. Sidste år flyttede han dog sin virksomhed til Odense, hvor han så en mulighed for at udvikle Robotic Sport Solutions i det blomstrende virksomheds- og forskningsmiljø, der p.t. beskæftiger mere end 2600 medarbejdere.

- I 2016 rykkede vi til Odense, da vi blev en del af Odenses Robotics StartUp Hub, der hjælper folk som os med at komme fra idéfase og prototype til markedet, fortæller Dani Feller.

Sidste år fik hans virksomhed også mulighed for at søge om en voucher gennem det EU-finansierede projekt ROBOTT-NET, der bl.a. involverer Teknologisk Institut i Odense. Her har en række europæiske virksomheder fået mulighed for at få gratis konsulentbistand til udviklingen af arbejde med robotteknologi.

Læs mere om ROBOTT-NET

- Vi har brugt vores voucher til at analysere de vigtigste af de udfordringer, vi har på vejen mod markedet. Desuden har vi arbejdet på at finde alternative kommercielle løsninger, når det gælder den GPS, vi anvender i golfrobotten, fortæller Dani Feller og fortsætter:

- Groft sagt har vi fundet en billigere løsning gennem ROBOTT-NET. Og suppleret med den spanske partner, som Odense Robotics har koblet os med, er vi nu tæt på at have et færdigt produkt til et stort marked, siger Dani Feller.

Odense er en karrierevej
Hos klyngeorganisationen Odense Robotics lyder forklaringen på den fynske robot-succes, der bl.a. har trukket virksomheder som Dani Fellers til Odense, således:

- Der er en stærk base af virksomheder og forskere, der formår at arbejde sammen. Og så har vi en offentlig sektor omkring os, der formår at fjerne de værste sten på vejen, fortæller Mikkel Christoffersen, der er Business Manager i Odense Robotics.

Robot-klyngen repræsenterer hele fødekæden af virksomheder, underleverandører, forskning- og uddannelsesinstitutioner i og omkring Odense, der arbejder med automatisering og robot-teknologi.

- Når vi får besøg af studerende eller af virksomheder, der overvejer at flytte til Odense, så fortæller vi altid, at Odense ikke kun er det ene job eller den uddannelse, man kommer for i første omgang. Odense er en karrierevej for dig, der gerne vil arbejde med robotter og automatisering. Det underbygger vi med, at vi p.t. har over 100 forskellige, innovative virksomheder indenfor feltet på Fyn – og et forskningsmiljø lige ved hånden, der er langt fremme med udvikling og forskning i robotter, fortæller Mikkel Christoffersen.

Markedet er der
Fremskrivningerne for vækst og arbejdspladser i robot-branchen i Odense tyder på, at der fortsat vil komme nye virksomheder som Dani Fellers til Odense for at arbejde. Tal fra Odense Robotics viser nemlig, at omsætningen i branchen frem mod 2019 er estimeret til at stige med 40-50 procent.

Ifølge Danni Feller er der da også et enormt potentiale i den branche, han arbejder med.

- Vi hører igen og igen, at behovet for automatiserede løsninger er til stede på tværs af sektorer – også inednfor sportens verden, som vi fokuserer på i vores virksomhed. Næste skridt for os er derfor at finde yderligere finansiering til vores golfrobot – og her kommer vi endnu engang til at trække på de muligheder, vi har i miljøet i Odense. Når BallBot er lanceret, bliver vores næste mål at lave en robot, der kan klippe græsset på banerne, slutter han.

Om Odense Robotics

  • Der er nu mere end 100 virksomheder og estimeret 2600 medarbejdere inden for robot- og automationsbranchen i og omkring Odense
  • Flere end 10 forsknings- og udviklingsaktører (GTS-institutter)
  • Der findes mere en 40 uddannelsesretninger med relation til robotteknologi i Odense
  • Odense Robotics er en del af Udvikling Fyn; den fælles erhvervs- og turismeorganisation for de fem  fynske kommuner (Odense, Svendborg, Nyborg, Faaborg Midtfyn og Assens).