24-10-2016

Ny software kan spare offshore-sektoren for tid og penge

Danske LICengineering A/S vil optimere arbejdet med vedligehold i offshore-sektoren. Ingeniørvirksomheden har udviklet en ny type software til målinger af vind, vejr og slid på offshore-platforme – en teknologi som Eurostars-programmet har valgt at støtte med 2,2 mio. kroner. 

Forestil dig, hvordan en storm på åbent hav kan påvirke en offshore-struktur, som man kender fra boreplatforme eller havvindmøller. Elementer knækker. Strukturens levetid forkortes med måneder eller år – og det hele sker på få timer. Efter stormen skal skaderne inspiceres, der skal foretages reparationer og fremskrivningen af strukturen skal revurderes af ejeren. Men hvordan sikrer man, at det hele sker præcist og effektivt?    

Det spørgsmål har LICengineering A/S et svar på. Virksomheden, der blandt andet har base i Svendborg, har i samarbejde med it-virksomheden Akselos fra Schweiz udviklet en ny type software, der kan levere yderst præcise målinger af standen for en struktur, der er placeret på åbent hav. Produktet har fået navnet ISOS, og arbejdet med den nye software har netop modtaget 2,2 mio. kroner fra Eurostars-programmet, der yder støtte til projekter med stor nyhedsværdi og internationalt markedspotentiale.

- Du kan sammenligne vores teknologi med det system, du kender fra moderne biler. Der er dioder og skærme, der fortæller dig, om den skal til syn og om den mangler olie. Med andre ord har du en teknologi, der kan give dig nogle indikatorer for, hvordan standen er. Det er lidt det samme, vores teknologi kan – bare i et helt andet element, fortæller Hans Jørgen Riber, der er Head of Business Development ved LICengineering A/S.

Ifølge ham er den nuværende software, der anvendes af offshore-branchen til strukturanalyser, mere end 40 år gammel. Og her vil ISOS være en game changer.  

- Vi har ganske enkelt udviklet en ny type software, der er state of the art. I schweiziske Akselos har vi fundet en yderst kompetent samarbejdspartner, der er enormt kvalificeret til at arbejde med matematiske problemstillinger. De har rødder i MIT (Massachusetts Institute of Technology red.), og ved med andre ord, hvad det handler om, når der skal skabes algoritmer til tiden, fortæller Hans Jørgen Riber. Ifølge ham er det nye produkt bedre med en faktor 1000 i forhold til eksisterende software på markedet. Den forbedring kan mærkes på kundernes bundlinjer.

- Kender man en strukturs levetid, behovet for reparationer og inspektion, så kan kunden bruge sin tid rigtigt og på den måde spare penge, fortæller Hans Jørgen Riber.

Hjælp til ansøgningen
I arbejdet med ansøgningen til Eurostars har LICengineering A/S fået rådgivning af Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles. Her har Siri Bentzen, der er EU-konsulent i kontorets team for erhverv og innovation, hjulpet LICengineering A/S frem mod tilsagnet om støtte. Hun fortæller,

- LICengineering A/S har sammen med Akselos skabt en business case, som har rigtigt stort potentiale. De to partneres fælles kompetencer og kommercielle interesse i projektet vidner om et stærkt og relevant partnerskab – det er en af grundene til den positive evaluering af deres Eurostars ansøgning, fortæller Siri Bentzen.

Hans Jørgen Riber har været glad for samarbejdet med Det Syddanske EU-Kontor i ansøgningsprocessen,

- Siri har været rigtig god at pingponge med, og responstiden har været virkelig hurtig, når vi har haft et praktisk spørgsmål til ansøgningen. Når man er i processen, er det virkelig godt, at man kan rykke hurtigt på tingene, fortæller Hans Jørgen Riber, der indledningsvist hørte om Eurostars og Det Syddanske EU-Kontor gennem Fyns Maritime Klynge.

Licens efter behov
Den nye software skal nu lanceres på markedet – og det på en anden måde end det normalt sker i offshore-branchen.  

- I klassisk forstand følger producenter ikke en offshore-struktur længere end til kundernes dørtrin, men det ændrer vi på nu. Den nye software bliver lanceret i forskellige licenspakker, så kunden enten kan rekvirere data – eller dataanalyser – gennem os. Alt i alt kommer ejeren af strukturen tættere på sit produkt i samarbejde med os, og det ser vi frem til at være en del af, slutter Hans Jørgen Riber.

Om projektet

  • LICengineering A/S er placeret i Hellerup, Esbjerg, Svendborg, Bristol
  • Virksomheden leverer ingeniørfaglige løsninger til offshore-sektoren og den maritime branche
  • LICengineering A/S bruger cirka ti procent af forretningen på forskning og udvikling
  • Virksomheden har netop fået tilsagn om 300.000 euro i støtte gennem Eurostars, et samarbejdsprogram der finansieres af Europa-Kommissionen og 36 medlemslande. Det samlede budget for ISOS-projektet er på 1,2 mio. euro
  • Fyns Maritime Klynge har sammen med Det Syddanske EU-Kontor ydet sparring og rådgivning til LICengineering A/S i ansøgningsfasen.