14-04-2015

Ny medarbejder på Det Syddanske EU-Kontor

Else Dyekjær Mejer har indtaget stillingen som EU-rådgiver for syddanske virksomheder. Hun kommer med et stort kendskab til Syddanmark og erfaring med fundraising for virksomheder.

Med en varevogn fuldt pakket med de mest nødvendige ting og møbler satte Else i slutningen af februar kursen mod Bruxelles – klar til at begynde i det nye arbejde som EU-konsulent på Det Syddanske EU-Kontor.

Her har Else fået plads i teamet for Erhverv og Innovation lige over for Siri Raahede Bentzen. Sammen skal de to fremover rådgive virksomheder om deres muligheder for at søge EU-midler til innovationsprojekter i virksomheden.

- Bevæggrunden for at søge jobbet var, at jeg gerne vil være en del af et stærkt team, hvor jeg får mulighed for at arbejde sammen med nogle meget kvalificerede medarbejdere og altid være opdateret på nyeste viden inden for EU's støtteprogrammer, fortæller Else.

Kendskab til Syddanmark og fundraising

Else har en baggrund som selvstændig konsulent og projektchef hos UdviklingVejen/InnovationsHus Syd.

Som konsulent og projektchef har Else arbejdet med fundraising, projektudvikling og projektadministration, og hun har derfor bred erfaring inden for udarbejdelse af projektansøgninger, projektstyring og matchmaking i forhold til partnerskaber:

- Jeg har i mine tidligere job ligeledes samarbejdet med de syddanske erhvervsfremmeaktører og virksomheder, hvor fokus har været på identificering af relevante puljer, styring af ansøgningsprocesser og implementering af projekter. Det er meget inspirerende og givtigt at arbejde med udviklingsorienterede virksomheder, hvor man får mulighed for at tage aktivt del i deres virksomheder og nyeste processer eller opfindelser, siger hun.

Else Dyekjær Mejer begyndte 1. marts på Det Syddanske EU-Kontor.