04-05-2016

Møde for offentlige aktører: Hør om arbejde med biogas den 26. maj

Arbejder din kommune med biogas? Den 26. maj kan klimamedarbejdere, planlæggere eller andre offentlige medarbejdere indenfor energiområdet høre meget mere om, hvordan man kan fremme udbygningen og udviklingen af biogas i den offentlige sektor i Danmark. Det sker ved et åbent møde hos Dansk Fagcenter for Biogas i Rødding. 

Formålet med arrangementet er at samle op på kommunale udfordringer, og deltagerne kan bl.a. høre mere om, hvordan Dansk Fagcenter for Biogas kan bidrage til løsning af de udfordringer, som kommunerne står overfor i forbindelse med udbygningen af biogas. I forlængelse af mødet vil der blive mulighed for en rundvisning på et af Danmarks ældste biogasanlæg, som netop nu udvider kraftigt og som opgraderer biogas til naturgasnettet.

Det fulde program for mødet

EU-støtte til dansk biogas
Mødet den 26. maj er en del af projektet BiogasAction, som er støttet af EU. I efteråret 2015 fik Fagcenter for Biogas midler fra EU til at en række indsatser indenfor driftsoptimering, samarbejde mellem forskellige aktører, udvikling og støtte til nye biogasprojekter og overblik over finansielle udfordringer og forretningsplaner indenfor biogas. Projektet løber over 3 år, og op mod bevillingen hjalp Det Syddanske EU-Kontor projektet på vej med kontakt til EU-Kommissionen samt med sparring i forhold til selve ansøgningsprocessen.

Det Syddanske EU-Kontor hjælper gerne på vej med EU-projekter. Har du en idé til et projekt indenfor energiområdet, kan du kontakte kontorets energiteam; Thomas Jensen og Lars Berg Schovsbo.

Om Dansk Fagcenter for Biogas
Dansk Fagcenter for Biogas arbejder for at fremme kompetenceniveauet indenfor biogasbranchen gennem kurser og uddannelsestilbud rettet mod den danske biogasbranche. Fagcentret har eksisteret i lidt over et år.

Fagcenteret er skabt gennem et samarbejde mellem en række biogasanlæg, Foreningen for Danske Biogasanlæg, Vejen Kommune og Trekantområdet Danmark. Fagcenteret har hjemme i Rødding i Region Syddanmark, og arbejder bl.a. sammen med SDU om at forbedre gasproduktionen i Danmark.

Biogas i Danmark
Ifølge Jakob Lorenzen, fagcenterchef hos Dansk Fagcenter for Biogas, foregår den største del af den danske biogasproduktion i Region Syddanmark – både i dag, men også på sigt, da rigtig mange anlæg er på vej i Region Syddanmark.