31-08-2015

Klimakonference i Sønderborg som optakt til COP21

Den 6.-7. oktober har du mulighed for at lære mere om vejen til klimaneutralitet og deltage i tilblivelsen af The Sonderborg Declaration.

Sønderborg er placeret i den dansk/tyske grænseregion, der er stærkt engageret i at udvikle klimaneutrale løsninger og er derfor et naturligt valg for placeringen af konferencen 100%  Climate Neutrality – Solutions for Crossing Borders. Det foregår på Alsion i Sønderborg den 6.-7. oktober, og du kan komme med.

Klimakonferencen, der er arrangeret af både danske og tyske samarbejdspartnere, vil give konkrete eksempler på, hvordan overgangen til klimaneutralitet kan blive til realitet, og hvordan disse ambitiøse mål kan nås.

Grænseregionen har ambitioner, der overstiger G7-landendes intentioner; Sønderborg vil i 2029 være CO2-neutral, og Flensborg vil følge trop. Vejen til deres ambitiøse mål bliver demonstreret på konferencen, hvor energimæssige aspekter og energieffektivisering er blandt de emner, som vil blive præsenteret og diskuteret af kommunerne, erhvervslivet og forskere.

Konferencen er den første danske af en række årlige konferencer om 100 % klimaneutralitet og 100 % vedvarende energi, som i ulige år vil blive afholdt på Syddansk Universitet i Sønderborg og i lige år på Europa Universität i Flensborg.

OBS: Deadline for tilmelding er den 6. september, så skynd dig!

Læs mere om konferencen hos ProjectZero.