16-02-2018

Dansk sundhedsinnovation i Storbritannien

Public Intelligence er et konsulentfirma beliggende i Odense, der har specialiseret sig i sundheds- og velfærdsinnovation. Brugerinddragelse er kernen i alt, hvad firmaet arbejder med, særligt i deres innovationsmetode, der er en systematisk tilgang til innovation inden for sundhedsområdet målrettet offentlige organisationer. I mange år var det gået fremad på det danske og skandinaviske marked, hvilket alle involverede på Billedskærervej i Odense, egentlig var fint tilfredse med...

Men det skulle snart vise sig, at der var endnu større ting i vente og efterspørgsel fra uventede kanter efter firmaets ydelser. Det hele startede med en delegation på cirka 14 briter, der tog turen til det fynske for at besøge Syddanmark og Public Intelligence. Efter en snak på fire timer var de udsendte allerede klar til at skrive kontrakt med det danske firma. 

”Der er et stort behov for sundhedsinnovation i Storbritannien. De er innovationshungrende og samtidigt er det et stort, kompliceret og attraktivt marked for os,” siger Peter Julius, CEO og partner i Public Intelligence.


Foto: Christina Wanscher
CEO Peter Julius fortæller første gang partnere i Brighton om Public Intelligence's innovationsmodel

Dansk-britisk innovationseventyr

I 2016 blev det fynske firma bedt om at levere inspiration til ét af Englands syv nationale testmiljøer, et ”Living Lab” på Surrey University. Dette skete i form af deres User Driven Health Innovation Methodology. Som de selv udtrykker det, er det et forfærdeligt langt navn, men kort fortalt handler metoden om at sætte brugeren i centrum for sundhedsinnovation. Formålet med Living Lab var at undersøge og teste, hvordan teknologi kan forbedre livet for 350 familier, der lever med demens.

Siden hen er det gået stærkt for det engelske samarbejde og i dag arbejder Public Intelligence i tæt samarbejde med med Kent Surrey Sussex Academic Health Science Network (KSS AHSN) på at bringe sundhedsinnovation helt i front. Som Peter Julius udtrykker det ”I stedet for at presse en teknologi ned i halsen på brugerne, så handler det helt konkret om at lytte først til dem først. Lytte til patienterne og borgerne og igennem deres stemme få de bedste løsninger rullet ud”.

I dag er Public Intelligence involveret på flere fronter i England. Et af disse er i samarbejde med Surrey and Sussex Healthcare NHS Trust, hvor Public Intelligence er med inde over to områder; Nemlig at skabe bedre service for borgerne inden for områderne ’Livets sidste rejse’ for terminale mennesker og misbrug. Omdrejningspunktet for samarbejdet er Public Intelligences model, som skal testes i denne sammenhæng. Projektet ledes af Des Holden, KSS AHSN Med. Dir., som er en af frontkæmperne for brugerens stemme i det engelske sundhedsvæsen.

Ambitiøst brugerdrevent projekt

Public Intelligence deltog i februar 2017 i en delegationsrejse med 10 andre danske virksomheder. Delegationsrejsen var arrangeret af Welfare Tech med support fra blandt andet Bjarne Andersen EEN-konsulent for Det Syddanske EU-Kontor. Under de to dage i England arrangerede EEN (Europe Enterprise Network) en matchmaking-event, hvor de danske virksomheder kunne mødes med engelske repræsentanter fra virksomheder, hospitaler, universiteter m.v. Public Intelligence afholdte i den forbindelse en række møder, hvoraf tre af disse har ført til konkrete aftaler.

Et af de projekter er med Public Intelligences egne ord ”et af de mest ambitiøse brugerdrevne projekter på engelsk jord.” Leach Court er et boligområde som Brighton Universitet er ved at opbygge et til et sundhedsinnovationscenter/Living Lab. Public Intelligence er involveret i projektet som strategisk rådgiver, og deres model skal understøtte denne transformation. Det fynske innovationsfirma arbejder sammen med Dr. Theo Fotis og Dr. Anand Sundaralingam fra Brigton Universitet. Dr. Fotis er ikke i tvivl om, at vejledningen fra Public Intelligence og deres ekspertise er en af nøglefaktorerne for projektets succes.


”Public Intelligence delte deres metode angående ’living labs’ og innovation med os. Deres samarbejde og vejledning er meget værdifuld og i mine øjne helt afgørende for at vores projekt er kommet op at køre. De delte ud af deres store viden inden for innovationsområdet med kontinuerlig support gennem konsultationsmøder. Projektet ville ikke være blevet en succes uden deres bidrag,” udtaler Dr. Theo Fotis fra Brighton Universitet. 

 

Og ifølge Dr. Fotis er der stort behov for den service og de ydelser Public Intelligence tilbyder. Det er vigtigt med nytænkning, innovation og brugerinddragelse, hvis man skal imødegå fremtidens sundhedsvæsen.

”Fremtidens sundhedsvæsen bliver en udfordring på grund af en aldrende befolkning, komplekse sundhedsbehov og økonomiske begrænsninger. Løsningen på disse problemstillinger er at innovere og i øvrigt accelerere implementeringen af innovation i vores sundhedsvæsener. Det er vores Living Lab-projekts hovedmål, at arbejde i lokalsamfundet, med lokalsamfundet og for lokalsamfundet,” siger Dr. Theo Fotis.

 

”Danske virksomheder inden for det velfærdsteknologiske felt har mange muligheder for at erobre en del af det voksende marked for teknologistøttet sundhed og innovation. Vi deler gerne ud af vores erfaringer og andre virksomheder er velkomne til at tage fat i os for at dele erfaringer om England som marked,” siger Peter Julius, CEO i Public Intelligence.

 

Der kan læses meget mere om Public Intelligence, deres service og deres projekter på: www.publicintelligence.dk