Nyheder

Ny EU-programperiode: Bliv klogere på mulighederne for din kommune

I sidste programperiode 2014-2020 hjalp SDEO syddanske aktører med at hente 0,5 mia. kr. hjem til udviklingsprojekter i regionen. Nu står en ny programperiode for døren, mulighederne er mange, og SDEO er som altid klar til at hjælpe.

Europæisk storpolitik forsinker det næste EU-budget og medfører, at den endelige version af de næste fundingprogrammer ikke ligger 100% fast. Vi kan dog allerede nu løfte lidt af sløret for, hvad vi allerede ved om fundingprogrammerne, og hvordan de kan bruges til at realisere de kommunale udviklingsbehov.

SDEO’s tovholder for kommuneindsatsen, Cathrine Holm Frandsen, glæder sig over de mange deltagere til sidste uges informationsmøde i kommunenetværket NIMS, hvor flere af de kommende programmer blev introduceret.

”Mange steder er der nærmest et 1:1 match mellem EU’s strategiske målsætninger og de syddanske kommuners udviklingsstrategier. Derfor var det glædeligt at opleve den store interesse for at høre om de nye programmer,” siger hun og fortsætter:

”Jeg håber, at vi i den kommende projektperiode bliver endnu bedre til at samarbejde med de syddanske kommuner om at projektliggøre deres lokale udviklingstiltag i europæiske, innovative samarbejdsprojekter. Det kan være med til at højne kvaliteten, tilføje viden og styrke den enkelte kommunes brand som en kommune med udsyn.”

Til netværksmødet fremlagde SDEO-konsulenterne en bred vifte af programmer og muligheder. Webinaret kan ses eller genses i sin fulde form nedenfor.

Kontakt gerne EU-konsulent Cathrine Holm Frandsen for en nærmere dialog om din kommunes EU-projektmuligheder: chf@southdenmark.be.

©2020 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy