Nyheder

Det syddanske EU-kontor søger en ny kommunikatinskonsulent

Vil du fortælle den gode historie om EU-projekter, der styrker innovation og udvikling i Syddanmark?

Kan du udvikle strategier og kampagner, der skaber synlighed om et EU-kontors arbejde samt informerer og inspirerer syddanske virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder til at deltage i europæisk samarbejde? 

Har du et stærkt samarbejds-gén, så du både kan sikre den interne kommunikation og strategisk samkommunikation med et bredt netværk af partnere?

er du måske vores nye kommunikationskonsulent på Det Syddanske EU-Kontor i Bruxelles.

Stillingen

Vi søger en kommunikationskonsulent til at arbejde med Det Syddanske EU-Kontors interne og eksterne kommunikation.

I stillingen skal du understøtte kontorets arbejde med at skabe vækst i Syddanmark gennem europæisk projektstøtte til syddanske aktører, deres deltagelse i europæiske netværk og syddansk synlighed i Bruxelles og Europa.

Det Syddanske EU-Kontor hjælper syddanske aktører med at opnå deltagelse i EU-projekter, hjemtag af EU-støtte og involvering i andre former for europæisk samarbejde. Kommunikationskonsulenten understøtter dette arbejde.

Dine primære ansvarsområder bliver:

  • at medvirke til at give kontoret en skarp og synlig profil og oplyse i Syddanmark om EU-samarbejde på tværs af kontorets platforme.

  • at varetage og udvikle Det Syddanske EU-Kontors strategiske kommunikation med samarbejdspartnere i Syddanmark og Europa for at understøtte kontorets mission og målsætninger.

  • at levere historier om syddansk EU-samarbejde til lokale, regionale og nationale medier.

  • at understøtte den interne kommunikation og videndeling, blandt andet gennem løbende dokumentation, analyser og kommunikation af kontorets arbejde og resultater.

  • at udføre kommunikationsopgaver i EU-projekter, hvor Det Syddanske EU-Kontor deltager som partner.

Som kommunikationskonsulent arbejder du på tværs af Det Syddanske EU-Kontors faglige indsatsområder i en koordinerende rolle. Du arbejder også tæt sammen med kontorets direktør, særligt omkring den strategiske kommunikation og kontakten til foreningens ejerkreds.

Din nye arbejdsplads

Det Syddanske EU-Kontor er en forening, der repræsenterer Region Syddanmark og de 22 syddanske kommuner.

Du vil få din arbejdsbase på vores hovedkontor midt i EU-kvarteret i Bruxelles; få skridt fra Europa-Kommissionen, i et spændende og til tider hektisk internationalt miljø. Her vil du dele kontorrum og dagligdag med p.t. 11 engagerede faste kolleger og praktikanter. Desuden har vi 4-5 konsulenter med arbejdsbase på forskellige adresser i Syddanmark. 

Udover et inspirerende arbejdsmiljø tilbyder vi en konkurrencedygtig løn, der forhandles individuelt i forhold til dine kvalifikationer, baggrund og erfaring.

Din profil

  • Du har en relevant uddannelse og gerne erfaring med kommunikation og formidling fra en offentlig eller privat organisation.

  • Du har erfaring med strategisk kommunikation.

  • Du har flair for at skrive og kan arbejde med foto, video, grafik, hjemmesideredigering og sociale medier.

  • Det er en fordel, hvis du har et vist kendskab til EU og europæisk projektsamarbejde samt evt. også til kommunale og regionale udviklingsaktiviteter.

Vi forventer at du er initiativrig, analytisk, struktureret og i stand til at tænke strategisk.

Det er en klar fordel, hvis du er i stand til at arbejde med kommunikation på flere fagfelter og i krydsfeltet imellem dem – og hvis du kan skrive fængslende og forståeligt om emner, som uden de rigtige greb kan være svære at formidle.

Som person håber vi, at du er udadvendt, imødekommende og god til at danne netværk.

Søg stillingen

Send din ansøgning samt cv og eventuelle andre relevante bilag senest fredag den 14. august 2020 kl. 12 til:  ansoegning@southdenmark.be

Samtaler forventes afholdt d. 24-25. august i Danmark, og vi håber at kunne starte ansættelsen senest d. 1. oktober 2020.

Mere information

Vil du vide mere om stillingen, så kontakt direktør Rasmus Anker-Møller på +32 477 780 382 eller ram@southdenmark.be.

©2020 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy