09-04-2015

Værft udvikler nye både med EU-midler

Virksomheden Tuco Marine Group fra Faaborg har fået EU-midler fra EU’s nye pulje for små og mellemstore virksomheder, SMV-instrumentet under Horizon 2020.

Da Europa-Kommissionen åbnede for første runde af SMV-instrumentet i foråret 2014 kom der i alt 2666 ansøgninger. Kommissionen godkendte 155 af dem, heraf fire danske og to fra Syddanmark.

Arbejdsbåde fra Tuco

En af de fire dygtige virksomheder er Tuco Marine Group, der har fået EU-midler til ProZero, som er en ny type arbejdsbåde af kulfiber til eksempelvis redningstjenester.

- Vi er utrolig glade for, at EU anerkender det store potentiale, som vi også ser i vores ProZero-projekt. Alle hos Tuco er dybt engagerede i at få serien til at repræsentere alt det bedste, som Tuco kan præstere, siger direktør Jonas Pedersen fra Tuco.

På papiret ser det svært ud at komme i mål med en ansøgning, men der er en genvej. Den hedder grundig forberedelse, lyder det fra Christina Dalsgaard, der er manager of operations i Tuco Marine Group:

- Hele projektet er gennemtænkt, og vi ved, hvor vi vil hen med det. Vi arbejdet grundigt med det i land tid, og det er helt afgørende, fortæller hun og understreger, at det samtidig har været vigtigt for virksomheden at få assistance fra Det Syddanske EU-Kontor og konsulentvirksomheden Innovayt til at skrive ansøgningen.

Tuco har samtidig vist, hvor store mulighederne der er i projektet er, og at virksomheden har en veltilrettelagt plan for de kommende års udviklingsarbejde.

Grundig forberedelse

Som et led i forberedelserne deltog virksomheden i projektet Vækst via Internationalisering under Global Vækst, som Det Syddanske EU-Kontor har gennemført sammen med Væksthus Syddanmark. Det samme gjorde Dupont Lightstone fra Fyn, som var den anden syddanske modtager i første runde af SMV-instrumentet i 2014. Gennem projektet fik virksomhederne sparring og rådgivning om deres muligheder.

Fakta

SMV-instrumentet hjælper virksomheder med at få innovative ideer omsat til nye produkter på markedet. I første omgang får virksomhederne 372.000 kr. til at udvikle en forretningsplan.

Herefter kan virksomhederne søge støtte til anden fase, som går ud på at udvikle og teste produktet. Her kan virksomheden få helt op til 18,5 mio. kr. i støtte. Begge de syddanske virksomheder satser på at få deres projekter videre til anden fase. 

20. august 2014