Nyheder

EEN-matchmaking i Forskerparken starter dansk-spansk sundhedssamarbejde

Avanceret virtual reality og kunstig intelligens til fremtidens lægekonsultation af patienter. Nyskabende software til at optimere ressourcestyring på hospitaler, klinikker og plejehjem. Et computerstyret, pneumatiskt bælte til personer med maveproblemer.

Spændvidden var stor da en gruppe på 10 sundhedsvirksomheder fra Catalonien besøgte Danmark den 24.-26. september. Det Syddanske EU-kontor var som dansk partner i Enterprise Europe Network med til at arrangere besøget i tæt samarbejde med Catalonia Trade & Investment.

Under heldagsbesøget i Odense blev det til møder med bl.a. Syddansk Sundhedsinnovation, MedCom og Welfare Tech samt et virksomhedsbesøg hos firmaet Public Intelligence.

Besøgets største enkeltstående programpunkt var en matchmaking arrangeret af Det Syddanske EU-kontor, hvor de spanske virksomheder mødte en række potentielle danske samarbejdspartnere.

”Virksomhederne i vores delegation var meget imponerede over antallet af forskellige health tech aktører samlet i Forskerparken i Odense. Der er ingen tvivl om, at de fik meget ud af de individuelle møder, hvor der var en god blanding af både offentlige og private aktører,” fortæller Irmelin Ipsen, direktør for Catalonia Trade & Investment i København.

Cirka 30 møder mellem danske og spanske virksomheder blev det til – og der blev på flere af disse møder taget det første skridt til mere permanente partnerskaber blandt spanske og danske virksomheder.

De spanske virksomheder “fik en langt større viden om denne sektor i DK, og nogle af dem også meget konkrete kontakter, som muligvis vil føre til fremtidigt samarbejde og salg,” siger Irmelin Ipsen.

Læs mere om Enterprise Europe Network her!

©2019 South Denmark European Office/ Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy