Nyheder

den grønne renoveringsbølge er på vej

Bygninger er en stor post på EU’s klimaregnskab med cirka 40% af den samlede energiforbrug og 36% af drivhusgasudledningen. Denne udfordring vil EU bl.a. imødekomme ved at bygge nye klimavenlige bygninger og renovere allerede eksisterende bygninger som et led i en ny strategi.

I øjeblikket bliver mellem 0.4-1.2% af eksisterende bygninger i Europa renoveret om året, og det er for lidt, hvis man vil nå de ambitiøse klimamål. Derfor har EU søsat den nye Renovation Wave Strategy, som indebærer at renoveringsraten som minimum skal fordobles, og at der skal renoveres 35 millioner bygninger og skabes 160.000 grønne jobs i byggeribranchen frem mod 2030. 

Fra EU’s side ønsker man at skabe de bedste muligheder for grønt byggeri ved at fjerne restriktioner, skabe understøttende lovgivning, give muligheder for teknisk rådgivning og økonomisk assistance, der skal munde ud i investeringer fra EU på 275 mia. euro frem mod 2030. Ambitionerne for strategien er vidtrækkende og strækker sig ud over det grønne perspektiv: ved at energieffektivisere huse, skoler og hospitaler kan der frigives ressourcer, som f.eks. kan bruges i sundheds- og uddannelsessektoren.

Strategien følger syv vejledende principper: 

Energieffektivitet: Et horisontalt vejledende princip for Europæisk klima- og energihåndtering fremadrettet, som det er beskrevet i Green Deal og EU’s Strategi for Energi System Integration.  

Billigt og tilgængeligt: Energioptimering og bæredygtigt byggeri skal være bredt tilgængeligt med særligt fokus på middel- og lavindkomst-husstande samt udsatte borgere og områder. 

Udfasning af fossile energikilder og integration af vedvarende: Renovering af bygninger skal fremskynde processen med at integrere vedvarende og lokale energikilder. Der skal integreres nye energisystemer på lokalt og regionalt niveau og fossile energikilder inden for transport, opvarmning og afkøling skal udfases. 

Cirkulær tankegang: Det er nødvendigt, at vi bruger vores ressourcer mere effektivt. En cirkulær tankegang indebærer, at man tænker i et kredsløb, hvor ressourcer i høj grad bliver genanvendt samt et øget fokus på at forebygge affald. Desuden skal dele af byggebranchen blive bedre til at klimakompensere gennem bæredygtige byggematerialer og grøn infrastruktur. 

Højere standarder inden for sundhed og miljø: Strategien skal sikre en højere luftkvalitet, bedre vandmiljø, katastrofeforebyggelse og beskyttelse mod miljømæssige trusler såsom: asbest, radon, brand og jordskælv. Dette vil EU opnå ved at højne sundheds- og miljømæssige produktstandarder.  

Dobbeltudfordringen med den grønne og digitale omstilling: På by-niveau skal smarte bygninger kombineret med smart energidistributionssystemer muliggøre yderst energieffektivt eller energineutralt byggeri. 

Respekt for æstetik og arkitektur: Strategien skal respektere bevaringsprincipper omkring design, håndværk, kulturarv og det offentlige rum.

Strategien udlægger en række handlinger og programmer, der skal lede renoveringsbølgen: 

1. Gennem information, produktstandarder og reguleringer skal der skabes incitamenter for, at de offentlige og private aktører bl.a. introducerer minimumstandarder for bygningers energieffektivitet og opdaterede regler for energieffektivitetscertifikater.

2. Der skal sikres adgang til lettilgængelig og målrettet, økonomisk støtte gennem to flagskibe ”Renovate” og ”Power Up”. Disse er en del af ”The Recovery and Resilience Facility” i NextGenerationEU. 

3. Ved at yde teknisk assistance til nationale og lokale myndigheder og gennem træning og uddannelse af den nye grønne arbejdsstyrke, vil der blive større mulighed for at initiere og implementere renoveringsprojekter. 

4. En styrkelse og udvidelse af markedet for bæredygtige byggeprodukter og services – inklusiv introduktionen af nye byggematerialer og natur-baserede løsninger. 

5. “Det Nye Europæiske Bauhaus”: Et interdisciplinært projekt af ingeniører, arkitekter, designere og kunsterne fra det offentlige og private skal skabe en ny europæisk æstetik, som skal drive den grønne omstilling frem ved blandt andet at udvikle bæredygtige designs og genanvendelige materialer. 

6. Udvikling af en tilgang for fremskaffelsen af genanvendelige og digitale løsninger til aktører på et lokalt niveau. 

Fra et syddansk perspektiv

I Syddanmark er der flere stærke spillere inden for bæredygtigt byggeri – særligt med projekter inden for energieffektivisering og energioptimeringsprocesser. Der er mange væsentlige aktører i det syddanske såsom Danfoss, Region Syddanmark, og Syddansk Universitet, der opererer i et mangfoldigt økosystem, som også indeholder innovative og kreative startups og SMV’er.  

EU-konsulent Thomas Jensen ser stort potentiale i EU’s nye strategier og opfordrer syddanske interessenter til at tage kontakt, hvis de vil have mere information eller rådgivning om netop deres projektmuligheder:

”Det øgede fokus på energirenovering af bygninger vil blive flankeret af Horizon Europe, som er EU’s rammeprogram for forskning og innovation i perioden 2021-2027. Horizon Europe skal være med til at fremme forskning, innovation og demonstration af nye løsninger, teknologiske såvel som ikke-teknologiske, der kan øge hastigheden og kvaliteten af fremtidige energirenoveringer. Her er vi som Syddanmarks EU-kontor selvfølgelig klar til at hjælpe syddanske aktører med at kvalificere deres projektidéer og etablere stærke europæiske projekt-partnerskaber, så de bedst muligt matcher det, EU gerne vil have for sine tilskudsmidler.”

Læs mere om Renovation Wave-strategien her

©2020 South Denmark European Office/Det Syddanske EU-Kontor

Cookies and Privacy Policy